194
FUGLEUNGEN.
tænkt sig om og sagt, at det havde hun ikke. Men det var det bedste Bevis paa, at hun havde moret sig rigtig godt, at hun ikke engang havde lagt Mærke til, at man havde forsømt hende lidt.
Hun havde moret sig saa dejligt blot ved at se paa Maurits. Netop fordi hun havde været en ganske lille Kende streng imod ham ved Frokosten og let ad ham i Gaar, var hun saa glad ved at se ham paa Ballet. Han havde aldrig været saa smuk og saa overlegen, syntes hun.
Han havde vist haft en Fornemmelse af, at hun vilde føle sig tilsidesat, fordi han ikke havde talt og danset med hende alene. Men det havde været Forhøjelse nok for hende at se, hvor meget alle holdt af Maurits. Som om hun vilde udstille deres Kærlighed til almindelig Beskuelse! Nej, saa dum var Fugleungen ikke!
Maurits dansede mange Danse med den smukke Elisabeth Westling. Men det havde hun slet ikke brudt sig om, for Maurits var den ene Gang efter den anden kommen hen til hende og havde hvisket: „Du kan nok se, jeg kan ikke blive af med hende. Vi er Barndomsvenner. Her paa Landet er de saa lidt vante til at have en Kavaler, som har levet med i Verden, og som baade kan danse og konversere. Du kommer til at laane mig ud til Brugspatronernes Døtre for i Aften, Anne-Marie.“
Men Onkel ligesom gik af Vejen for Maurits.
