198
FUGLEUNGEN.
I det samme kommer han til at støde til en Fandens Mælkebøtte, der er gaaet i Frø, og som Menneskers Beslutninger og Menneskers Løfter knuses den hvide Blomst; dens hvide Dun flagrer ud og spredes for alle Vinde.
Natten er ikke kold, som Nætterne ellers er i denne Del af Landet. Varmen holder sig under det graa Skydække. Vindene viser for en Gangs Skyld, Barmhjertighed og holder sig stille.
Patron Teodor ser hende for sig, Fugleungen. Hun græder, fordi Maurits har forladt hende. Men han trækker hende hen til sig og kysser Taarerne bort.
Smaa og bløde drysser de hvide Dun ned fra Træernes store, modne Rakler. Saa lette, at Luften knap vil lade dem falde, saa smaa og fine, at de knap kan ses paa Jorden.
Patron Teodor ler ved sig selv, naar han tænker paa Maurits. I Tankerne gaar han næste Morgen ind til ham, mens han endnu ligger i sin Seng. „Hør, Maurits,“ agter han at sige til ham. „Jeg vil ikke nære falske Forhaabninger hos dig. Hvis du gifter dig med det Pigebarn. saa maa du ikke vente en Øre af mig. Jeg vil ikke være med til at ødelægge din Fremtid.“
„Synes Onkel da saa ilde om hende?“ spørger Maurits saa.
„Nej du, tværtimod, det er en rar Pige, men alligevel ikke noget for dig. Du skal have en Stadsdame som Elisabeth Westling. Vær nu fornuftig, Maurits. Hvad skal der blive af dig, hvis
