216
FUGLEUNGEN.
Lykkejægerske, det er akkurat det, jeg er, Onkel Teodor.“
Hun gemmer sig paa ny ved hans Bryst, uden at betænke sig, uden at spørge. Og Patron Teodor er helt forvirret; for et Øjeblik siden græd hun, og nu ler hun, for et Øjeblik siden skulde hun giftes med en, og nu kysser hun en anden. Da løfter hun Hovedet og smiler: „Nu er jeg din lille Hund. Du kan ikke blive af med mig.“
„Fugleunge,“ siger Patron Teodor med sin barskeste Stemme, „du har vidst det hele Tiden!“
Og saa hviskede han: „Havde min Broder…“
„Og du vil alligevel, Fugleunge… Maurits kan sagtens, som bliver af med dig. Saadan en dum, løgnagtig, hyklersk Fugleunge, saadan et uregerligt lille Fnug. saadan, saadan en…“
Aa, Fugleunge, aa, lille, fine Blomst! Du var vel ikke alene en Lykkejægerske, du var vel ogsaa en Lykkebringerske; ellers kunde der vel ikke endnu hvile saa meget af din gode Fred paa det Sted, hvor du boede. Endnu den Dag i Dag skygger store Ahorntræer over Gaarden, og Birkestammerne staar hvide og pletfri fra Rod til Top. Endnu den Dag i Dag faar Hugormen Lov
