222
PAA DET STORE KONGSHELLES GRUND.
moder, at han vil finde nogle af de gamle Ovne, hvor man brændte Salt, han vil se den slidte Brolægning paa den store Gade, der førte til Havnen. Han spørger efter Tyskebryggen og Svenskebryggen, han vil se „Grædebroen“, hvor Kongshelles Kvinder tog Afsked med deres Mænd og Sønner, naar de drog i Langfærd. Men naar han kommer ned til Elvens Bred, ser han ikke andet end en bølgende Sivskov. Han ser en Vej fuld af Huller, der fører ned til Færgestedet, han ser et Par tarvelige Pramme og en lille, fladbundet Færge, der fører en Bondevogn over til Hisingen. Men ingen store Fartøjer kommer glidende op ad Elven, han ser ikke engang nogle mørke Skibsskrog ligge og raadne paa Elvens Bund.
Naar han nu ikke finder noget mærkeligt nede ved Havnen, giver han sig vel til at lede efter den berømte Klosterbakke. Han venter at se Spor af de Skansepæle og Volde, der i gamle Dage omgav den. Han haaber at se Ruiner af det høje Byvirke og de lange Klosterbygninger. Han siger til sig selv, at der i det mindste maa findes Ruiner af den prægtige Kirke, hvor Korset opbevaredes, det undergørende Kors, som var hjembragt fra Jerusalem. Han tænker paa den Masse af Mindesmærker, der bedække de hellige Høje, som hvælve sig over andre Oldtidsbyer, og hans Hjerte begynder at banke af glad Forventning. Men naar han saa kommer til den gamle Klosterbakke, der hæver sig op over Markerne, finder han ikke andet end Klynger af
