224
PAA DET STORE KONGSHELLES GRUND.
med det korte, tætte Græs og med smalle Stier af sort Jord. Han ser Jordbærbede og Rosenhækker, han ser glade Børn og unge Piger, der danse under Æble- og Pæretræer. Men han ser ikke Kæmper, der brydes, eller Riddere, der lege Bold.
Maaske han spørger efter den store Eg paa Torvet, hvorunder Kongerne holdt Ting, og hvor de tolv Domstene var rejst. Eller den lange Gade, som man paastod var en Mil lang! Eller de rige Købmandsgaarde, adskilte ved mørke Gyder, som hver havde sin Skibsbro og sit Baadehus nede ved Elven! Eller Mariekirken ved Torvet, hvor Sømændene ofrede smaa fuldriggede Skibe og de bedrøvede smaa Hjerter af Sølv!
Men man har intet at vise ham af alt dette. Køer og Faar græsse, hvor den lange Gade løb. Der vokser Rug og Havre paa Torvet, og Stalde og Lader knejse der, hvor Mennesker fordum flokkedes om lokkende Markedsboder.
Hvor kan han da andet end sørge? Findes der da slet intet, siger han, er der ikke en eneste Levning at se?
Og han tror maaske, at man har bedraget ham. Det store Kongshelle kan aldrig have ligget her, siger han. Det maa have ligget et helt andet Sted.
Ja, saa fører man ham ned til Elvens Bred og viser ham en groft tilhugget Stenblok, og man skraber det sølvgraa Lav bort, saa han kan se, at der er hugget nogle Figurer i Stenen.
Han vil ikke kunne forstaa, hvad de forestil-
