228
SKOVDRONNINGEN.
sig til at overgive sit Legeme til det smudsige, dorsk henglidende Flodvand. En lang Tid stod han vankelmodig og stirrede ned i Strømmen. Da blev han greben af den Tryllemagt, der ligger og drømmer over Floderne. Han følte den store, hellige Længsel, der besjæler disse Naturens rastløse Vandringsmænd; han vilde se Havet.
„Jeg vil dø i det klare, blaa Hav, der lige til Bunden gennemstraales af Sollys,“ sagde Silvius Antonius. „Mit Legeme skal hvile paa et lyserødt Leje af Koraller. De Skumbølger, jeg sætter i Bevægelse, naar jeg synker i Dybet, skal være snehvide og friske; de skal ikke ligne det sodede Skum, der ligger og bævrer ved Flodbredden.“
Straks ilede han hjem, lod spænde for og kørte til Ostia. Han vidste, at et af hans Faders Skibe laa sejlfærdigt i Havnen. Den unge Poppius drev sine Heste afsted i den vildeste Fart, og det lykkedes ham at komme ombord, netop som Ankeret blev lettet. Selvfølgelig mente han ikke, at han behøvede at medtage Rejsegods. Han brød sig ikke engang om at spørge Skipperen, hvorhen Farten gik. Ad Havet til gik det jo i hvert Fald, og det var ham nok.
Det varede heller ikke længe, før den unge Selvmorder naaede sine Ønskers Maal. Triremen naaede Tiberens Munding, og Middelhavet laa udbredt for Silvius Antonius's Blik, solbelyst og skumtindrende. Det havde et Udseende, der bragte Silvius Antonius til at tro paa Digternes
