270
ASTRID.
men giftet dem bort, efter som Klogskab og Slægtens Ære og Fordel krævede, og han talte saa viseligen med dem om Freden og Giftermaalet, at de svor, de vilde hellere fratage Kongen Riget, end at dette Ægteskab ikke skulde komme i Stand.
Men til de unge Kvinder talte Hjalte saa mange gode Ord om Olaf Haraldssøn, at de svor, de vilde aldrig se med milde Øjne til den Ungersvend, der ikke stod Sendemanden bi paa Tinge og hjalp til at bryde Storkongens Modstand.
Saaledes gik Hjalte omkring og talte, lige til Vintertinget skulde samles, og alt Folket ad snedækte Veje drog ned til de store Tinghøje Upsala.
Da Tinget blev aabnet, var Folkets Iver saa stor, at det var, som om Stjernerne skulde falde ned fra Himlen, hvis Giftermaalet ikke blev besluttet.
Og skønt Kongen to Gange svarede barsk Nej baade til Fred og Frieri, hvad hjalp det saa? Hvad hjalp det, at han ikke vilde høre Kong Olafs Navn nævne? „Vi vil ikke føre Krig med Norge,“ raabte Folket. „Vi vil, at disse to, der af alle holdes for de ypperste, skal vandre Livets Vej tilsammen.“
Hvad kunde vel den gamle Oluf Skøtkonning gøre, naar Folket rejste sig imod ham med Trusler og haarde Ord og Skjoldegny? Hvad skulde han gøre, naar han ikke saa andet end løftede Sværd og rasende Mennesker foran sig? Var han ikke nødt til at love sin Datter bort, dersom han vilde
