283
ASTRID.
Medgift, hun havde udvalgt til sig selv. Og hun skænkede sin Søster det altsammen, for at Astrid ikke skulde komme til Norges Konge som en fattig Trælkvinde.
Hun havde ogsaa bestemt, hvilke Trælle og Terner, der skulde følge Astrid, og tilsidst havde hun skænket hende sit prægtige Langskib.
„Visselig skal du eje mit Langskib,“ sagde hun, „du ved, at der sidder mange gode Svende ved Aarerne. Thi det er min Vilje, at du skal komme stolt til Norges Konge, paa det at han kan føle sig hædret ved sin Dronning.“ Og derefter havde Prinsessen siddet saare længe hos sin Søster og talt med hende om Kong Olaf. Men hun talte om ham, som man taler om Guds Helgener og ikke om Konger, og Astrid forstod ikke mange Ord af hendes Tale. Men saa meget forstod hun dog, at Kongedatteren ønskede at skænke Astrid alle de gode Tanker, der boede i hendes Hjerte, for at Kong Olaf ikke skulde blive saa skuffet, som hendes Fader ønskede.
Og da glemte Astrid, der ikke var saa ond, som Folk troede om hende, hvor tit hun havde maattet lide for sin Søsters Skyld, og hun ønskede, at hun havde kunnet sige: „Jeg vil ikke rejse.“ Hun havde ogsaa talt til sin Søster om dette Ønske, og de havde grædt sammen og for første Gang følt sig som Søstre.
Men Astrid hørte nu engang ikke til dem, der gaar op i Sorg og Skrupler. Da hun var kommen ud paa Havet, glemte hun al Sorg og Frygt.
