297
ASTRID.
vende sine Øjne fra ham, men han kunde ikke. Tilsidst brast han ud i Graad og Hulken.
„O Kong Olaf, Kong Olaf,“ klagede han. „Dine Fjender sendte mig hid for at dræbe dig. Men da jeg saa dit Ansigts Hellighed, faldt Sværdet af min Haand. Dine Øjne, Kong Olaf, har fældet mig til Jorden.“
Astrid sank paa Knæ paa Svalegangen, hvor hun stod. „O Gud, forbarm dig over mig Synderinde!“ sagde hun. „Ve mig, at jeg med Løgn og List er bleven den Mands Hustru.“
IV.
Allehelgensaften var det klart Maaneskin. Kongen var gaaet rundt paa Gaarden og havde kigget ind i Stald og Lade for at se, om alt stod godt til; ja, han havde endog været inde i det Hus, hvor Trællene boede, og set efter, om de var vel forplejede. Da han gik tilbage til Kongshallen, saa han en Kvinde med et sort Hovedklæde liste sig over mod Porten.
Han syntes, han kendte hende, og fulgte derfor efter hende. Hun gik ud ad Porten, over Torvet og listede sig igennem de trange Gyder ned til Elven.
Olaf Haraldssøn fulgte hende saa stille, han kunde. Han saa hende gaa ud paa en af de
