19
SANTA CATERINA AF SIENA.
give den skønne Giulietta Lombardi, saa blev han rasende vred og harmedes paa Raadsherrerne, som man harmes paa Tyve og Røvere. De Skurke, de Skurke, de vilde tage Livet fra ham!
Men alt som Tiden gik, blev hans Savn dybere. Han savnede Luft og Vand og Himmel og Jord. Han syntes, han gerne vilde gaa som en Tigger ved Vejen, han vilde gerne være syg, sulte og fryse, naar han bare fik Lov til at leve.
Han ønskede, at alt maatte dø med ham, at der ikke blev noget tilbage, naar han var borte. Det vilde have været en stor Trøst.
Men at Folk skulde gaa paa Torvet og handle og Kvinderne hente Vand ved Brønden og Børnene løbe paa Gaden næste Dag og alle Dage og han ikke være der og se det, det kunde han ikke udholde. Han misundte ikke alene dem, der kunde leve i Fryd og Herlighed og var lykkelige. Han misundte lige saa meget den elendigste Krøbling. Hvad han ønskede, var ene og alene Livet.
Saa kom der Præster og Munke til ham.
Han blev næsten glad; thi nu havde han nogen at lade sin Vrede gaa ud over. Først lod han dem tale lidt; det morede ham at høre, hvad de vilde sige til en saa dybt forurettet Mand; men da de sagde, han maatte glæde sig over, at det blev ham forundt i sin blomstrende Ungdom at gaa bort fra dette Liv og vinde Himmelens Salighed, da for han op og udøste sin Vrede over dem. Han haanede Gud og Himmelens Glæder, dem trængte han ikke til. Han vilde have Livet og Jorden
