312
MARGRETE FREDKULLA.
at han næppe kunde tale. Men saasnart han kunde faa Vejret, begyndte han at raabe overlydt: „I skal være glade! Prinsessen kommer! Jeg har set Skønjomfruen ride sagtelig frem under Træerne. I skal være glade.“
Rasmus var standset paa den trekantede Plads midt i Byen, der hvor tre Veje mødtes. Nogle Bønder stod der og hviskede med hverandre om, at Krigen med Norge nok snart vilde bryde ud paa ny, og da de hørte Rasmus, troede de, at han vilde drive Spot med deres Ulykke. „Din Bjørnehvalp!“ sagde de og truede ad ham: „Hold din Mund, om du vil beholde Livet! Ikke et Ord mer vil vi høre, din Skifting!“
Men Rasmus var ikke saa let at bringe til Tavshed. Han begyndte igen med sit: „Prinsessen kommer! Jeg har hørt Fyrreskovens tavse Fugle kvidre deres Hilsen til hende. Hvor hun drog frem, der klatrede Egernet ned fra Trætoppen og sad stille paa den laveste Gren med oprejst Hale og Øjne, der skinnede som Kulgløder. Og Tjuren fløj op imellem Træerne med en Larm som et Tordenskrald.“
Da Rasmus Kulsvier sagde dette, fløj Peder Smed frem og greb ham ved Øret. „Prinsessen,“ snærrede han ad ham, „siger du, at du har set Prinsessen? Det var Huldren, begriber du vel, Huldren! Prinsessen kommer ikke. Aa Gud hjælpe os. Prinsessen kommer ikke.“
Men skønt ingen vilde tro det, for det dog som en Løbeild igennem Byen, og Folk kom
