323
MARGRETE FREDKULLA.
Saaledes lød Sangen, og da Kongedatteren havde hørt den til Ende, smilede hun til Drengen og spurgte, hvem der havde digtet den.
Da var der ikke een, der sansede at faa Hyrdedrengen til at tie, men han svarede stolt over, at han vidste Besked:
„Det er Kong Magnus, der har digtet Visen til Matilde, Kejserens Datter.“
Ak! da faldt Sorgen over den fagre Fredkullas Hjerte.
„Har Kong Magnus digtet den Sang?“ udraabte hun. „Hvad skal jeg da hos ham, der længes efter Kejserdatteren fra Østerland? Om mig har han ikke digtet Viser, der gaa fra Mund til Mund hele Landet over. For mig har hans Hjerte ingen Kærlighed.“
Og i Angst og Forfærdelse hørte de stakkels Bønder, at Kongedatteren kaldte paa sit Følge.
„I gode Herrer og kære Fruer, følg mig tilbage til mit Hjem! Hav Barmhjertighed med mig, min Faders tro Tjenere! Lad mig blive fri for at drage til Kong Magnus. Hørte I ikke Sangen? Det er ikke mig, Kongen længes efter. Han længes efter den skønne Kejserdatter.“
Mens Fredkulla sagde dette, hørte hun, at Folkeskaren, der stod langs med Vejen og ventede, raabte højlydt: „Hil Fredkulla!“ Og fra alle de Tusinder, der kom strømmende ud fra det store Kongshelle for at møde hende, hørte hun det gentages som i et mangestemmigt Echo: „Hil Fredkulla!“
