42
FISKERRINGEN.
Han gik fra Mand til Mand og kom ogsaa til Cecco.
Cecco veg tilbage, som om det var den lede Frister selv, der rakte ham Fadet. Forlangte San Marco Gaver af ham? Syntes han, han fortjente Gaver af ham?
Paa een Gang greb han efter den store, gyldne Zecchin, som han gik med i Bæltet, og slængte den hen paa Fadet med en saadan Kraft, at man kunde høre Klangen hele Kirken over. Det forstyrrede de bedende, saa de vendte sig om. Og alle, der saa Ceccos Ansigt, blev grebne af Forfærdelse. Han saa ud, som om de onde Aander havde faaet Magt med ham.
Straks efter gik Cecco ud af Kirken, og først følte han det som en stor Lettelse, at han havde faaet Hævn over Helgenen. Han havde behandlet ham, som man behandler en Aagerkarl, der kræver mere, end han har Ret til. „Saa tag da det med,“ siger man og kaster ham den sidste Guldmønt i Hovedet, saa Blodet strømmer ham ned over Øjnene. Men Aagerkarlen slaar ikke igen, bukker sig kun ned og tager Zecchinen op. Saadan havde ogsaa San Marco baaret sig ad.
Han havde taget imod Ceccos Zecchin, efter at han havde berøvet ham hans Sønner. Cecco havde faaet ham til at tage imod en Gave, der var bleven givet med et saadant Had. Vilde en hæderlig Mand have fundet sig i sligt? Men San Marco var en Pjalt, baade fejg og hævngerrig.
Men Cecco vilde han saamænd ikke hævne sig
