63
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
der i Jødeland opstaar en Konge, der er større end Salomon. Og som hun sagde dette, lagde hun Kærnen i Jorden, og hendes Taarer vandede den.
„Hvor kommer det sig, at jeg tænker paa dette netop i Dag?“ sagde Palmen. „Skulde det være muligt, at denne Kvinde er saa skøn, at hun minder mig om den skønneste af alle Dronninger, om hende, paa hvis Ord jeg har vokset og levet lige til den Dag i Dag?
„Jeg hører mine Blade suse stærkere og stærkere,“ sagde Palmen, „og det lyder vemodigt som en Dødssang. Det er, som om de spaaede, at nogen snart skulde gaa bort. Det er godt at vide, at det ikke gælder mig, efterdi jeg ikke kan dø.“
Palmen tænkte, at den Dødssusen i Bladene maatte gælde de to ensomme Vandrere. De troede sikkert ogsaa selv, at deres sidste Time var nær. Man kunde læse det i deres Ansigt, da de vandrede forbi et af de Kamelskeletter, som laa ved Vejkanten. Man saa det paa de Blikke, hvormed de fulgte et Par Gribbe, der fløj forbi. Det kunde jo ikke være andet. De maatte omkomme — —
De havde faaet Øje paa Palmen og Oasen og hastede nu derhen for at finde Vand. Men da de endelig naaede den, sank de sammen i Fortvivlelse, ti Kilden var udtørret. Kvinden lagde udmattet Barnet ned og satte sig grædende ved Bredden af Kilden. Manden kastede sig ned ved Siden af hende; han laa og slog med knyttede Hænder i den tørre Jord. Palmen hørte dem tale med hinanden om, at de maatte dø.
