72
VORHERRE OG ST. PEDER.
„Ja, det skal jeg love for, det er,“ sagde St. Peder.
Vorherre stak sin Vandringsstav ned i Kilden. Vandet delte sig, og St. Peder saa, at den friske, klare Strøm vældede ud af et halvforraadnet Dødningehoved, der laa paa Bunden. Men han blev ved at drikke.
„Ser du ikke Dødningehovedet?“ sagde Vorherre. „Er det ikke et væmmeligt Syn?“
„Hvad gør det, naar Vandet er saa friskt og rent?“ sagde St. Peder.
„Ser du ikke, at Dødningehovedet er ormstukket og overtrukket med grønt Slim?“
„Jeg skulde mene, at den, der har vandret saa længe omkring med Tiggerstav og Pose som jeg, nok forstaar sig paa rent Vand,“ sagde St. Peder. „Lad det Bæst dernede grine, saa galt han vil: Vandet er rent og godt!“ Og han blev ved at drikke, til hans Tørst var slukket.
„Ak, St. Peder, St. Peder,“ sagde Vorherre. „At Vand kan være rent, selv om det rinder ud af et Dødningehoved, det indser du, men du forstaar ikke, at Guds Ord er saa helligt og ukrænkeligt, at det bevarer sin Herlighed, selv naar det lyder fra en Synders Mund.“
II.
Det var dengang Vorherre og St. Peder lige var kommen tilbage til Paradiset, efterat de havde
