74
VORHERRE OG ST. PEDER.
Foden af Bjerget, og Sletten, der laa højere oppe. De var gaaet forbi Bøndergaardene og Sæterhytterne, og de havde lagt den sidste Brændehuggers Stengrotte langt bag sig.
De var endelig kommet op der, hvor Bjerget stod nøgent uden Træer og Urter, og hvor en Eremit havde bygget sig en Hytte for at hjælpe vejfarende i Nød.
Derpaa var de gaaet over Snemarker, hvor Murmeldyrene sov, og naaet op til vilde Isblokke, der var kastet saaledes hulter til bulter, at næppe nok Stengeden kunde komme frem.
Deroppe havde Vorherre fundet en lille, graa og rød Fugl, der laa ihjelfrossen paa Isen, og han havde puttet den lille Dompap i sin Lomme. St. Peder huskede, at han havde tænkt ved sig selv, om den lille Fugl skulde være deres Middagsmad.
Endnu en lang Tid var de vandret afsted paa de glatte Isblokke, og St. Peder havde syntes, at han aldrig havde været Dødsriget nærmere, ti en dødsmørk Taage indhyllede dem, og en dødskold Vind omsusede dem, og saavidt han kunde skønne, fandtes der ikke noget levende Væsen. Og dog var de ikke kommet højere end midt paa Bjerget.
Da bad han Vorherre, om de maatte vende om.
„Endnu ikke,“ sagde Vorherre, „ti jeg vil vise dig noget, der kan give dig Mod til at bære alle Sorger.“
Og saa var de vandret videre gennem Taage
