Side:Liv og Død.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

HERMAN BANG

Kammerherren, der blev ved med at le, sagde:

»Naa, den Slags Ting gør man jo for Byens Skyld.«

Og Frøken Kørbitz, der havde Hørerøret i Øret, men alligevel kun havde hørt en Fjerdedel af, hvad der var bleven sagt, sagde:

»Ja, der er jo altid umaadeligt fuldt til Bryllupper.«

Frøken Adelheid havde rejst sig en Kende i sin Stol:

»Bryllupper er en Prostitution,« sagde hun.

Fru Berg gav sig til at le, og Adelheid sagde:

»Hvorfor le De?«

Fru Berg svarede og blev ved at le:

»Fordi De saa sjælden siger noget, Adelheid.«

Adelheid satte sig som før og sagde:

»Jeg véd heller ikke af, der er saa meget at tale om her i Tilværelsen.«

Kammerherren sad lidt. Saa sagde han:

»Nej, ikke for dem, der véd, hvad det drejer sig om.«

Det ringede igjen. Det var Baron Ryssenfeldt og Majoren, der kom paa deres daglige Visit.


90