147
❧ DEN FØRSTE STEN
Den tykke gav Slip på Kvindens Arm, som tung og slap faldt ned på Fliserne — et Øjeblik efter var han forsvunden.
Oldingene rykkede forbavset Hovederne tilbage og skulede til hverandre, Ynglingenes og Jomfruernes Øjne mødtes, og deres Ansigter blussede som i en hed Bølge. Hele Skaren vaklede, mens alles Blikke spørgende søgte Jesus, som blev siddende sammensunken ved sin Søjle.
Kvinden rørte sig ikke af Stedet, men gennem det sorte Hår gled to store, vidtopspilede Øjne, sorte af Tårer og Rædsel, op mod Jesus' bøjede skikkelse, en lille, fyldig Hånd søgte langsomt frem over Mosaikflisen.
Da suste det forbi hans Øre — et Forfærdelsens Skrig slog op mod Loftet, Mængden væltede frem over hverandre, så blev alt atter stille — kun en pibende Jamren lød, Synderinden vred sig foran Trappen, med bægge Hænder presset mod Hovedet; der stod et Blodsprøjt ud mellem hendes krampagtige Fingre.
Jesus var oppe i et Nu — som en Stålfjeder — med stirrende Øjne.
I det samme løftede Kvinden sig på Knæ, og for første Gang så han hendes Ansigt, lille og ovalt, dødsblegt med opspilede, svovlblå Øjne og blussende Mund — et vildt fortvivlet, anklagende Blik — så faldt hun ned over Trappen, gled et Stykke ned ad Trinene og strakte sig ud i et Gisp. Blodet blev ved at pible frem under det udslagne Hår.
„Hvem? hvem?“ stammede Jesus.
Ingen svarede, Mængden trængte sig langsomt bort, sky Blikke kastedes tilbage mod Ofret og Jesus, som dirrede af Vrede.
