KEJSERENS SKÆG ❧
24
aldrig fået i deres små og store Øjne. Men da den næste Morgens Sol steg op over Trækronerne, da stod den en lang Stund stille og stirrede i glødende Forundring ind i de tomme Hytter, hvor Folianterne lå lukkede med Jærnkorset hvilende på Bindet og med Vandkrukkerne tomme ved Siden. Men langt nede fra Hulvejen hørtes tvende skændende Stemmer, som drog ned ad mod Skovbrynet.
Og ikke før rastede de tvende Par hidsige Fødders nøgne Skridt, før de følte Marmorflisernes blanke Kulde under sig, og ikke heller de skændende Stemmer før Eusebius' og Hieronymus' Øjne, som ikkun vare vante til fra Bogens gule, snirkelsnoede Pergament grundende at søge ind i Skovens uforandret grønne Ensomhed, blændedes af Kejserhoffets Lanseodder, Søjler, Purpurdragter og Ædelstensvifter, så de glippende måtte søge det spejlende Gulv. Og dér stod de da, foroverbøjede, støvede, med de lange Stave i Hænderne foran Tronens fløjelssorte Trin og fornam tusinde ventende Øjne på sig. En Stund hørtes ene Springvandets susende Plask fra Borggårdens Runding og Hoffets sagte Åndedræts Hvisk, men da fangede Hieronymus' skævende Blik de puddergrå Folder af Eusebius' Kutte, og i hæftig Bevægelse rejste han sin solbrændte Skallepande og råbte med Røsten skælvende af ærlig Harme: „Herre Kejser Konstantinus, min Broder i Visdommen sværger —“ men overdøvedes af Eusebius' Røst: „Herre Kejser Maximilianus, min Broder Hieronymus —“ men i samme Nu tav den, og Hieronymus' med den, og fire stive Øjne og tvende gabende Munde stirrede i målløs Rædsel på Kejser Hello, som sad slank og ung på sit Hynde
