ORFEUS, SANGEREN ❧
68
tilbage, ind mellem Persefones Stammer, som et Sølvslør, der forsvinder ned i en Afgrunds Mørke — et svagt, kaldende Råb fra Lunden: „Orfeus! Orfeus!“ og hans Skrig: „Eurydike! Eurydike!“ — frem styrtede han — det blinkede i Mørket, Hermes' Stav med de fremadbugtede, hvæsende Slangers grønne, ildspyende Øjne — Orfeus tumlede tilbage, ud på Akerons Bred, snublede over Asfodelernes knoldede Rødder og styrtede næsegrus ned i Græsset.
Karon stod lænet til sin Stav, rystende, med Hånden sanseløst for Fanden.
Et triumferende, genlydende Glam og en Kædes dansende Klirren — Kerberos hilste sit Bytte velkommen tilbage — og så en lang, knugende Tavshed, et mørkt og øde Vand, hvoraf Bobler steg imod Lyset, søgende opad og bristende i dybe Sukke — så et mangestemmet Skrig, døende i håbløs, fortvivlet Jamren, og atter tog den sagte Susen fat — listende Trin, hviskende Stemmer og hendulgt Hulken, som af Sand, der hvisler af Sted langs Havet, som af visne Blade, der fejes hen gennem Skoven en sildig Efterårsnat.
Karon lå på Knæ ved Orfeus, bøjet over ham, med Hånden på hans Skulder:
„Orfeus.“
Et dødblegt Ansigt så op, to blodige, halvbrustne Øjne, en svullen, hovnet Mund — to rystende Hænder løftede sig, indviklede i Lyrens sønderrevne Sølvsnore.
Karon bøjede sit ældegrå Hoved dybere ned over ham:
„Orfeus, græd ikke og spil ikke — bliv hos mig, ved Dødens Flod. Nu ved vi da tilfulde, hvorledes
