Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

7

Menneskeløget Kzradock


at ligge saaledes, ti kun derved undgik jeg Lady Florences Skæbne! Kzradock mærkede ikke, at dette kunde være et Lig, denne Gang mærkede han ikke Tyngden ..... Men hvor han skreg! Urskoven vilde vende sine Blade ved disse Skrig, det var al Nattens Rædsel og Dybde paa en Gang.

Jeg er ikke bange, men jeg maatte tage mine Forholdsregler. Jeg kender Rædslens og Mørkets Magt i et Sind som Kzradocks. Han kunde blive som et vildt Dyr, føle sig helt laadden og fare løs paa mig paa alle fire. Selve Forbrydernaturen, skabt af de mange Generationers sære og pludselige Forstaaelse af deres Situation, kunde bryde frem og gøre hans Hænder til Staalhammere, hans Negle til Kløer, hele hans Jeg til en forfærdelig Kolos af Vilje, der maatte dræbe. Jeg kender det altsammen, jeg har set det saa tit. Jeg ved, at blot den svageste Lyd eller det mind- Lysstrejf kan fremkalde disse spontane Udtryk — det gjaldt derfor om at tage sine Forholdsregler…

Men medens jeg prøvede at tænke mig om, for — uden Bevægelse eller Søgen —