116
Der burde have været Roser.
frugtsommelige, de ogsaa, har staaet der og sendt umulige Bud mod det Fjærne. Kvinder, store, yppige og forladte, blege som Hadet... dersom Døden kunde sendes med en Tanke, dersom Helved' kunde aabnes ved et Ønske!... Kvinder og Mænd! det er altid Kvinder og Mænd, selv disse magre, hvide Jomfrusjæle, der som en Flugt af vildede Duer presser sig imod det sorte Gitter og raaber: grib os, ud til tænkte, ædle Høge!
Man kunde tænke sig et Proverbe her.
Sceneriet vilde passe godt til et Proverbe.
Muren der med Balkonen ganske som den er; men Vejen maatte være bredere, brede sig til en Runddel, og i Midten trænges der til et gammelt stilfærdigt Springvand, bygget af gullig Tuf med en Kumme af sprukken Porfyr. Som Fontænefigur en Delfin med afbrukken Hale og med det ene Næsebor tilstoppet. Af det andet springer den spinkle Straale. — Paa den ene Side af Springvandet en halvrund Bænk af Tuf og brændte Sten.
Det løse, hvidgraa Støv, Bænkens rødlige, støbte Sten, den huggede, gullige, porøse Tuf, det mørke, slebne, vædeglinsende Porfyr og saa
