153
Fru Fønss.
der kom et Smil om Folks Læber eller et Blink i deres Øjne, naar man nævnede Grosserer Kastager. Han var nemlig saa ildfuld og saa saa overordenlig begejstret, var det saa aabenhjærtigt, saa larmende og saa meddelsomt, og derfor var det, for der fordres jo nu netop saa megen Diskretion for at omgaas med Begejstring. Men Fru Fønss holdt ikke af at tænke paa, at man nævnede Tages Svigerfader med et Blink i Øjet, et Smil om Munden, og derfor holdt hun sig lidt kølig overfor Familjen, til stor Sorg for den forelskede Tage.
Næste Dags Formiddag var Tage og hans
Moder gaaet hen for at se paa Byens lille
Museum. De fandt Porten aaben, men Dørene ind
til Samlingen lukkede; og at ringe viste sig at
være frugtesløst. Imidlertid gav Porten Adgang
til det ikke synderlig store Gaardsrum, der var
omgivet af en nylig hvidtet Buegang, hvis korte,
tyklivede Søjler stivede hinanden af med sorte
Jærnstænger.
De gik rundt og saae paa hvad der var stillet op langs Væggen, romerske Gravmæler, Stykker af Sarkofager, en hovedløs Draperifigur,
