29
Mogens.
»De ærgre mig, disse Karle, naar man ser dem i Ansigtet, er det ligesom man fik Brev paa, at der for Eftertiden ikke skal ske noget Mærkeligt i Verden.«
Kamilla lagde Sytøjet fra sig, gik hen og tog fat i Fligene af hans Frakkekrave og saae skjælmsk spørgende op paa ham.
»Jeg kan ikke fordrage den Karlsen,« sagde han gnavent og slog med Hovedet.
»Naa! og saa?«
»Og saa er Du saa meget, meget sød,« mumlede han komisk kjælent.
»Og saa?«
»Og saa,« brusede han op, »saa ser han paa Dig og hører paa Dig og taler med Dig paa en Maade, jeg ikke kan lide; han skal lade være, skal han, for Du er min og ikke hans. Ikke sandt! Du er ikke hans, slet ikke hans. Du er min, Du har forskrevet Dig til mig, som Doktoren til Fanden, Du er min med Sjæl og Krop, med Hud og Haar, lige lukt ind i al Evighed.«
Hun nikkede lidt ængsteligt op imod ham, saae trofast op paa ham, fik Taarer i Øjnene og gjemte sig saa ind til ham, og han slog Armene om hende, bøjede sig ned over hende og kyssede hende paa Panden.
