111
hvorhen han vilde, uden at blive set, men den hindrede ham ogsaa i selv at se. Han løb mod Syd langs med Kysten helt ned til Fyret og Taagekanonen ude paa Øens Sydspids. Overalt var der en Vrimmel af Fugle, men ingen Gase. Han vovede sig helt hen til Ottenby Gaard, og han gennemsøgte hver eneste af de gamle, hule Egetræer, men fandt ikke Spor af Gasen.
Han ledte, lige til det begyndte at blive mørkt. Da maatte han begive sig tilbage ad den østre Strand. Han gik med tunge Skridt og var saare mod i Hu. Han begreb ikke, hvad der skulde blive af ham, hvis han ikke fandt Gasen. Der var ingen i Verden, han daarligere kunde undvære.
Men idet han vandrede over Schæferiengen, hvad skulde det vel saa være for noget stort, hvidt, der kom gaaende imnod ham, uden Gasen? Den var aldeles uskadt og meget glad over at have fundet tilbage til de andre. Taagen havde gjort den saa tummelumsk i Hovedet, sagde den, at den havde gaaet rundt og rundt paa den store Eng hele Dagen. Drengen slog i sin Glæde begge Armene om Halsen paa den og bad den saa inderlig at tage sig i Vare og ikke gaa fra de andre. Det lovede den da bestemt, at den aldrig mere skulde gøre. Nej, aldrig mere!
Men næste Morgen, da Drengen gik nede paa Stranden og ledte efter Muslinger, kom Gæssene løbende og spurgte, om han ikke havde set noget til Gasen.
Nej, det havde han ikke. Ja, nu var Gasen igen borte. Han var vel gaaet vild i Taagen ligesom Dagen før.
Drengen løb afsted i stor Angst og gav sig til at lede. Han fandt et Sted, hvor Ottenby-Muren var falden sammen, saa han kunde klatre over. Derpaa gik han omkring baade nede paa Strandbredden, der efterhaanden videde sig ud og blev saa stor, at der var Plads til Marker og Enge og Bøndergaarde, og paa det flade Højland oppe paa Øen, hvor der ikke fandtes andre Bygninger end Vejrmøller, og hvor Grønsværen var saa tynd, at den hvide Kalkklippe skinnede igennem.
Men Gasen fandt han ikke, og da det begyndte at blive mørkt, saa han maatte vende tilbage til Stranden uden Resultat, var han overbevist om, at hans Rejsekammerat var forsvunden. Han var saa modfalden, at han ikke vidste, hvad han skulde gribe til.
Han var lige klatret over Muren, da han hørte en Sten rasle ned tæt ved. Da han vendte sig om for at se, hvad det var, syntes han, han kunde se noget røre sig i en Stenbunke, der laa op ad Muren. Han listede sig nærmere og saa den
