Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/21

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

15

vel blive Forbavselse over hele Landet, og Folk vilde komme baade fra Øster Vemmenhög og fra Torp og fra Skurup; fra hele Vemmenhögs Herred vilde man komme for at se ham. Og maaske Fader og Moder vilde tage ham med til Kiviks Marked og vise ham frem.

Nej, det var frygteligt at tænke paa. Han vilde ønske, at aldrig noget Menneske skulde faa ham at se mere.

Det var forfærdeligt, saa ulykkelig han var. Ingen i hele Verden var saa ulykkelig som han. Han var ikke længer et Menneske, men et Utyske.

Lidt efter lidt begyndte det at gaa op for ham, hvad det vilde sige, at han ikke mere var et Menneske. Nu var han skilt fra alting: han kunde ikke lege med andre Drenge, han kunde ikke overtage Huset efter Forældrene, og han kunde nu slet ikke faa nogen Pige at gifte sig med.

Han sad og saa paa sit Hjem. Det var et lille, hvidkalket Bindingsværkshus, der laa som trykket ned i Jorden under det høje, skraa Straatag. Udhusene var ogsaa smaa, og Markerne var saa smalle, at en Hest med Nød og næppe kunde vende paa dem. Men hvor lille og fattigt Huset end var, saa var det nu altfor godt til ham. Han kunde ikke forlange andet Hus end et Hul under Staldgulvet.

Vejret var saa vidunderlig skønt. Det piblede, og det knoppedes, og det kvidrede rundt omkring ham. Men han sad i dyb Sorg. Han kunde aldrig mere blive glad over noget.

Aldrig havde han set Himlen saa blaa som i Dag. Og Trækfugle kom der susende. De kom fra Udlandet og var rejst over Østersøen, de havde styret lige imod Smygehuk, og nu var de paa Vej nordpaa. Der var vist mange forskellige Slags, men han kunde ikke kende andre end Vildgæssene, der kom flyvende i to lange Rækker, som mødtes i en Vinkel.

Der var allerede fløjet flere Flokke Vildgæs forbi. De fløj højt oppe, men han kunde dog høre dem raabe: „Nu gaar det til Fjelds. Nu gaar det til Fjelds.“

Da Vildgæssene saa de tamme Gæs, der gik i Gaarden, sænkede de sig ned imod Jorden og raabte: „Kom med! Kom med! Nu gaar det til Fjelds.“

De tamme Gæs kunde ikke dy sig for at række Hals og lytte. Men de svarede ganske fornuftigt: „Vi har det godt, som vi har det. Vi har det godt, som vi har det.”

Det var som sagt en vidunderlig dejlig Dag med en Luft, som det maatte være en sand Glæde at flyve i, saa frisk og