247
stor Kostald med mange tomme Spiltove og Baase, og jeg gad vidst, om du dog ikke kunde mage det saadan, at vi kom derind.” — „Det tror jeg knap, jeg tør vove,“ sagde Drengen. Men saa gjorde det ham saa ondt for Dyrene, at han alligevel vilde se, hvad han kunde gøre.
Han løb ind i den fremmede Gaard og saa lige straks, at alle Udhusene var lukket og alle Nøgler taget af. Han stod hjælpeløs og raadvild, da han uventet fik Hjælp. Det var et Vindstød, der kom susende i vældig Fart og blæste Døren op til en stor Lade ligefor.
Drengen var naturligvis ikke sen til at vende tilbage til Hesten. „Det var umuligt at komme ind i Hestestalden eller Kostalden,“ sagde han, „men der er en stor, tom Hølade, som de har glemt at lukke for, og der vil jeg gaa ind med jer.” — „Tak,” sagde Hesten. „Det skal gøre godt at sove paa det gamle Sted een Gang endnu. Det er den eneste Glæde, der er tilbage for mig i denne Verden.”
I den velhavende Bondegaard, der laa ligeoverfor Gæstgivergaarden, var de imidlertid den Aften kommen til at sidde meget længere oppe, end de plejede.
Husbonden dér var en Mand paa en femogtredive Aar. Han var høj og rank med et smukt, men temmelig mørkt Ansigt. Han havde hele Dagen været ude i Regnen og var bleven vaad ligesom alle andre, og da de spiste til Aften, bad han sin gamle Moder, der endnu var Husmoder paa Gaarden, om at gøre Ild paa, saa han kunde faa sine Klæder tørret. og saa havde Moderen tændt et usselt, lille Baal paa Ildstedet, for der i Huset plejede de ikke at ødsle med Brændselet, og Manden hængte sin Frakke paa en Stol og stillede den hen foran Ilden. Saa satte han den ene Fod op paa Ildstedet og støttede Armen mod sit Knæ, og saadan blev han staaende og saa ind i Ilden. Der havde han nu staaet i flere Timer og ikke rørt sig, uden naar han engang imellem kastede et Stykke Brænde paa Ilden.
Hans Moder havde taget af Bordet og gjort hans Seng istand, og saa gik hun ind og satte sig i Lillestuen. Nu og da gik hun hen til Døren og saa forundret paa ham, der blev staaende ved Ilden og ikke gik i Seng. „Det er ikke noget, Moder. Jeg er bare kommen til at tænke paa gamle Ting,” sagde han.
Sagen var, at da han for lidt siden gik forbi Gæstgivergaarden, kom en Hestehandler og spurgte, om han vilde købe en Hest, og viste ham en gammel Krikke, der var saa
