XXXIX.
EN DAG I HELSINGLAND.
ET STORT, GRØNT BLAD.
Torsdag 16. Juni.
Næste Dag fløj Niels Holgersen over Helsingland. Det laa under ham med ny, lysegrønne Skud paa Naaletræerne, nysudsprunget Birkeløv i Lundene, nyt Græs paa Engene og nyspiret Sæd paa Markerne. Det var et højtliggende og bjergrigt Land, men midt ned igennem det strakte der sig en aaben og lys Dal, og fra den bredte der sig til begge Sider andre Dale, nogle korte og trange, andre brede og lange. „Dette Land kommer jeg vist til at ligne ved et Blad,” tænkte Niels Holgersen, „for grønt er det som et Blad, og Dalene forgrener sig paa det omtrent paa samme Maade som Ribberne paa en Bladplade.”
Fra den store Hoveddal udgik der først to vældige Sidedale, en mod Øst og en mod Vest. Saa sendte den kun Smaadale ud, til den kom temmelig højt mode Nord. Der rakte den igen to stærke Arme ud. Derefter løb den endnu et godt Stykke længere op, men saa blev den smallere og smallere og blev tilsidst borte i Vildmarken.
Midt i den store Dal flød en bred, prægtig Elv, der mange Steder bredte sig til Søer. Nærmest ved Elven laa Enge, der var helt oversaaet med smaa, graa Lader; ovenfor Engene begyndte Markerne, og ved Dalgrænsen, hvor Skoven tog fat, laa Gaardene. De var store og vel byggede, og den ene laa ved Siden af den anden i en næsten uafbrudt Række. Kirkerne knejste nede ved Elvens Bred, og rundt om dem samlede Gaardene sig til store Landsbyer. Andre Klynger af Huse var der ved Jernbanestationerne og ved Savværkerne, der laa hist og her ved Søer og Elve og var lette at kende paa de Bræddestabler, der taarnede sig op omkring dem.
Sidedalene var ligesom Midterdalen fulde af Søer, Marker,
