441
han et Kort frem, viste dem, hvor langt der var til Malmberget, og raadede dem fra den Rejse. Men Børnene sagde, det var ganske nødvendigt, at de prøvede paa at finde deres Fader. Han var gaaet hjemmefra, fordi han troede noget, der ikke var sandt. De maatte ud at sige ham, at han havde taget fejl.
Børnene havde fortjent lidt Penge ved deres Handel; dem vilde de dog ikke bruge til at købe Jernbanebilletter for, men bestemte sig til at gaa hele Vejen til Fods. Og det fortrød de ikke. De havde saadan en vidunderlig dejlig Vandring.
Inden de endnu var ude af Småland, gik de en Dag ind i en Bondegaard for at købe lidt Mad. Husmoderen var munter og snaksom. Hun spurgte Børnene, hvem de var, og hvor de kom fra, og Børnene fortalte hende hele deres Historie. „Aa nej da! Aa nej da!” sagde Konen flere Gange, mens de fortalte. Derpaa trakterede hun dem med megen og god Mad, og de fik paa ingen Maade Lov at betale noget for den. Da de rejste sig for at sige Tak og gaa, spurgte Konen, om de ikke i næste Sogn vilde tage ind hos hendes Broder, og hun sagde dem, hvad han hed, og hvor han boede. Jo, det vilde Børnene naturligvis gerne. „I skal hilse fra mig og fortælle, hvad I har oplevet,” sagde Bondekonen.
Det gjorde Børnene, og Broderen tog sig venligt af dem. Han kørte dem til en Gaard i næste Sogn, og der fik de ogsaa en god Modtagelse. Hver Gang de nu gik bort fra en Gaard, hed det altid: „Kommer I paa de eller de Kanter, saa skal I gaa der og der ind og fortælle, hvad I har oplevet.“
I de Gaarde, hvor Børnene blev vist hen, var der altid en, der var brystsyg. Og uden at de selv vidste af det, gik de to Børn igennem Landet og belærte Folk om, hvad det var for en farlig Sygdom, der havde stjaalet sig ind i Hjemmene, og hvordan de bedst skulde bekæmpe den.
I gamle Dage, da den store Pest, som kaldtes den sorte Død, hærgede Landet, fortælles det, at man saa en Dreng og en Pige gaa fra Gaard til Gaard.
Drengen havde en Rive i Haanden, og kom han og rev udenfor et Hus, saa betød det, at mange skulde dø derinde, men ikke alle, for Tænderne paa Riven sidder langt fra hinanden og tager ikke alting med sig. Pigen havde en Kost i Haanden, og kom hun og fejede udenfor en Dør, saa betød
