Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/514

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

508

„Jo, vi har Brug for den for at være i Stand til at give dig en saadan Løn, at din Fader og Moder kan se, du har tjent som Gaasedreng hos ordentlige Folk.”

Drengen vendte sig nu halvt om, kastede et Blik ud over Havet og saa' derpaa Akka lige ind i de blanke Øjne. „Det undrer mig, Mor Akka, at I afskediger mig fra jeres Tjeneste og giver mig min Løn, inden jeg har sagt op,” sagde han. — „Saa længe vi Vildgæs bliver i Sverige, tror jeg jo nok, du bliver hos os.” sagde Akka. „Men jeg vilde vise dig, hvor Skatten var at finde, nu da vi kunde komme til den uden at gøre altfor stor en Omvej.” — „Det er alligevel, som jeg siger, at I vil skille jer af med mig, før jeg selv har Lyst.” sagde Tommeltot. „Efter den lange Tid, vi nu har haft det saa godt sammen, synes jeg ikke, det var for meget, om jeg ogsaa fik Lov at følge med jer til Udlandet.“

Da Drengen sagde dette, strakte Akka og de andre deres Halse lige op i Vejret og stod lidt og sugede Luft ind med halvaabne Næb. „Det er noget, jeg ikke har tænkt paa,” sagde Akka, da hun havde fattet sig. „Men inden du tager nogen Bestemmelse herom, er det bedst, vi hører, hvad Gorgo har at fortælle. Jeg skal sige dig, inden vi forlod Lapland, blev Gorgo og jeg enige om, at han skulde flyve til dit Hjem i Skaane og prøve at udvirke bedre Betingelser for dig.“

„Ja, det er rigtigt nok,” sagde Gorgo. „Men som jeg allerede har sagt dig, har jeg ikke haft Held med mig. Det gik let nok at finde Holger Nielsens Hus, og da jeg havde svævet frem og tilbage over Gaarden et Par Timer, fik jeg Øje paa Nissen, der listede om imellem Husene. Jeg slog straks ned paa ham og fløj med ham hen paa en Mark, for at vi kunde tale sammen i Ro. Jeg sagde, at jeg var sendt til ham af Akka fra Kebnekajse for at spørge, om han ikke kunde skaffe Niels Holgersen bedre Betingelser. „Jeg vilde ønske, jeg kunde,” svarede han, „for jeg har hørt, at han har skikket sig godt paa Rejsen. Men det staar ikke i min Magt.” — Da blev jeg vred og sagde, at jeg vilde ikke holde mig for god til at hakke hans Øjne ud, hvis han ikke gav efter. „Du kan gøre med mig, hvad du vil,” sagde han. „Men med Niels Holgersen maa det blive, som jeg har sagt. Du kan dog hilse ham og sige, at han gjorde bedst i snart at komme hjem med sin Gaas, for det staar kun daarligt til