47
sagde han, det havde han ikke, og saa søgte hun at hjælpe ham. Nødder kunde heller ikke hun finde, men hun opdagede et Par Hyben, der hang paa en vild Rosenbusk. Drengen spiste dem med god Appetit, men kunde ikke lade være at tænke paa, hvad hans Moder vilde sige, om hun vidste, at han nu levede af raa Fisk og gamle, overvintrede Hyben.
Da Vildgæssene omsider havde spist sig mætte, drog de igen ned til Søen, og der morede de sig med at lege til henimod Middag. Vildgæssene udæskede den hvide Gase til Væddestrid i alle mulige Idrætter. De svømmede omkap, løb omkap og fløj omkap med ham. Den store tamme gjorde sit Bedste, men blev altid slaaet af de hurtige Vildgæs. Drengen sad hele Tiden paa Ryggen af Gasen og opmuntrede den og morede sig ligesaa godt som de andre. Der var en Skrigen og en Leen og en Gækken, saa det var ubegribeligt, at Folkene paa Herregaarden ikke hørte dem.
Da Vildgæssene var trætte af at lege, fløj de ud paa Isen og hvilede et Par Timer. Eftermiddagen tilbragte de omtrent paa samme Maade som Formiddagen. Først et Par Timers Græsning, saa Badning og Leg i Vandet ved Iskanten lige til Solnedgang, hvorpaa de straks satte sig til at sove.
„Det var netop et Liv, der vilde passe for mig,” tænkte Drengen, da han krøb ind under Vingen paa Gasen. „Men i Morgen bliver jeg nok sendt hjem.”
Inden han faldt i Søvn, laa han og tænkte paa, at dersom han fik Lov til at følge med Vildgæssene, slap han for Skænd, fordi han var saa doven. Saa kunde han drive hele Dagen og havde ikke andet at bekymre sig om end at skaffe sig noget at spise. Men han trængte jo til saa lidt for øjeblikket, saa det klarede sig nok.
Og saa udmalede han sig alt, hvad han vilde faa at se, og de mange Eventyr, han skulde opleve. Ja, det var noget andet end alt det Slid og Slæb derhjemme. „Fik jeg blot Lov til at følge med Vildgæssene paa deres Rejse, vilde jeg ikke sørge over, at jeg er bleven forhekset,“ tænkte Drengen.
Det eneste, han var bange for, var, at han skulde blive sendt hjem, men heller ikke om Onsdagen sagde Gæssene noget om, at han skulde rejse. Den Dag gik paa samme Maade som Tirsdagen, og Drengen syntes bedre og bedre om Livet i Vildmarken. Han syntes, han havde den, ensomme Park ved Övedskloster, der var saa stor som en Skov, ganske for sig
