543
Niels Holgersen var ikke mer end lige bleven færdig med Hesten, da han hørte Stemmer ude i Gaarden, Han lukkede Stalddøren lidt paa Klem og kiggede ud. Det var hans Fader og Moder, der kom gaaende fra Vejen op imod Huset. Det var godt at se, at de var nedtrykte af Bekymringer. Hans Moder havde faaet mange flere Rynker, end hun før havde, og hans Faders Haar var blevet graat. Hans Moder gik og talte med Faderen om, at han skulde se at faa laant nogle Penge af sin Broder. „Nej, jeg vil ikke laane flere Penge,“ sagde hans Fader, lige idet han gik forbi Stalden. „Gæld er det værste af alt. Saa maa vi hellere sælge Huset.” — „Jeg havde heller ikke saa meget imod, at vi skilte os af med det, naar det ikke var for Drengens Skyld. Men hvor skal han gøre af sig selv, hvis han en Dag kommer hjem fattig og ussel, som han naturligvis er, og vi saa ikke er her?“ — „Ja, det har du Ret i,” sagde Faderen, „men vi maatte saa bede dem, der kommer til at bo her, om at tage godt imod ham og fortælle ham, at vi venter ham. Han skal ikke høre et ondt Ord af os, hvordan han saa er. Vel, Mor?” — „Aa, nej, nej! Havde jeg ham bare hjemme igen, saa jeg var vis paa, han ikke gik og sultede og frøs ude paa Landevejen, kunde alt det andet være lige meget!”
Da hans Fader og Moder havde sagt dette, gik de ind, og Niels kunde ikke høre mere af deres Samtale. Han blev meget glad og rørt, da han hørte, de nærede saa stor Kærlighed til ham, skønt de troede, han var gaaet helt i Hundene, og han havde den største Lyst til at løbe hen til dem. „Men de vilde maaske blive endnu mere bedrøvede, hvis de saa' mig, som jeg nu er,” tænkte han.
Mens han stod og betænkte sig, holdt der en Vogn ved Ledet. Drengen havde nær raabt højt af Overraskelse, for de, der steg ud og kom ind i Gaarden, var ingen andre end Aase Gaasepige og hendes Fader. De gik med hinanden i Haanden helt op til Huset; de kom gaaende saa stille og alvorlig, men der var et eget kønt Skær af Lykke i deres Øjne. Da de var omtrent midt i Gaarden, standsede Aase Gaasepige sin Fader og sagde til ham: „Du husker nok, Fader, at du ikke nævner et Ord til dem om Træskoen eller om Gæssene eller om den lille Mandsling, der lignede Niels Holgersen saadan, at om det ikke var ham selv, saa var det en, der havde noget med ham at gøre.” — „Nej, naturlig-
