91
ske, at Landet, naar det gaar ned imod Havet, rejser en Klippevæg foran sig, som om Havet var noget farligt, og naar Landet gør det, gaar Havet det i Møde med vrede Brændinger, skummer og buldrer og slaar imod Klipperne og ser ud, som om det vilde rive Landjorden i Stykker.
 Hvor Hav og Land mødes |
Men i Bleking gaar det helt anderledes til, naar Hav og Land mødes. Der splitter Landet sig ad i Odder og Øer og Holme, og Havet deler sig i Bugter og Vige og Sunde, og det er maaske det, der gør, at det ser ud, som om de mødtes i Glæde og Samdrægtighed.
Tænk nu først og fremmest paa Havet! Langt ude ligger det øde og tomt og stort og gør ikke andet end rulle sine graa Bølger. Naar det nærmer sig Land, møder det det første Skær. Det gør det sig straks til Herre over, river alt det grønne af det og gør det ligesaa nøgent og graat, som det selv er. Saa møder det et Skær til. Det gaar ligedan med det. Og et til. Ja, det gaar ogsaa ligedan med det. Det bliver afklædt og plyndret, som om det var faldet blandt Røvere. Men saa kommer der flere og flere Skær, og da forstaar vistnok Havet, at Landet sender det
