182
CHARLES DICKENS
»Nej naturlig — naturligvis!« spottede Monks. Han saa' halvt haanligt, halvt arrigt paa Ægteparret, betydede dem saa, at de skulde følge med, gik hurtigt foran dem gennem et stort, lavloftet Værelse, og skulde lige til at stige op ad en stejl Trappe, eller rettere Trappestige, der var, da i det samme et blændende Lyn lyste op, og et Tordendrøn fik hele den faldefærdige Bygning til at ryste.
»Hør!« udbrød han og vaklede tilbage, »hør, hvor det buldrer og drøner: som om det gav Genlyd fra tusende Huler, hvor Djævlene kryber i Skjul! Fanden fare i den Drønen! jeg hader den!« — Han tav et Øjeblik. Og da han saa pludselig tog' Hænderne fra Ansigtet, saa' Bumble til sin Rædsel, at hans Ansigt var ligblegt og helt fortrukket.
»Ja jeg faar af og til den Slags Anfald«, bemærkede Monks, »især i Tordenvejr. Men det skal De ikke bryde Dem om, nu er det forbi for denne Gang!« Han gik i Forvejen op ad Trappestigen, lukkede hurtigt Skodderne for Vinduet i det Værelse, hvori de kom ind, og firede saa lidt længere ned en Lygte, der hang under Loftet i en Tridse og et Tov, og som spredte et mat Lys over et gammelt Bord med tre Stole omkring.
»Naa«, sagde han, da de alle havde sat sig, »ja jo hurtigere vi kan komme til Sagen, desto bedre! Ved den Dame, hvad det drejer sig om?« Og da Madam Bumble havde bekræftet det, tilføjede han: »Det er altsaa rigtigt, at De var ene sammen med den gamle Kærling den Aften, da hun døde, og at hun betroede Dem noget — — — om — — —?«
»Om Moderen til den Dreng, som De spørger om«, fortsatte Madam Bumble. »Ja, det er rigtigt.«
»Saa bliver det første Spørgsmaal, hvad det var, hun betroede Dem?«
»Nej«, erklærede Madamen med overlegen Ro, »det kommer først bag efter. Det første Spørgsmaal er, hvad den Meddelelse er værd?«
»Hvem Fanden kan sige det, før man vèd, hvad den bestaar i!«
»Det er jeg vis paa, at ingen kan bedre end De!« svarede Madamen, som slet ikke var uden Mod og Mandshjerte, hvad hendes Ægtefælle i Nødsfald vilde kunne bevidne.
»Hum« sagde Monks langsomt og med et lurende Blik, »der er maaske Værdigenstande at faa — noget, som blev taget fra hende, — noget, hun havde baaret paa sig — —?«
»De gør vist rigtigst i at byde!« afbrød Madamen ham. »Jeg har allerede hørt nok til at være vis paa, at De er en Mand, som det kan nytte at tale med.«
Bumble, der endnu ikke havde faaet Besked af sin Halvdel om Hemmeligheden, lyttede med strakt Hals og et Par opspærrede Øjne, som han i største Forbavselse rettede skiftevis mod sin Hustru og mod Monks. Hans spændte Forbavselse steg om muligt, da Monks nok saa alvorligt spurgte, hvor stor en Sum hun forlangte for Hemmeligheden.
»Ja, hvor meget er den værd for Dem!« sagde Madam Bumble, urokkeligt koldblodig.
