187
OLIVER TWIST
38.
Mellem gamle Bekendte.
Den følgende Dags Aften vaagnede Sikes af en tung Søvn og spurgte døsigt brummende om, hvad Klokken var. Han boede nu i et andet Hus, end hvor han før havde boet, skønt ikke langt derfra. Værelset var fattigt og daarligt møbleret, det fik kun Lys fra et smalt Vindue, som vendte ud mod en snever og skiden Gyde. Ogsaa forskellige andre Tegn tydede paa, at det var gaaet stærkt tilbage for Sikes, og hans blege, afmagrede Ansigt bekræftede det yderligere. Han laa paa en Seng, indhyllet i sin store Kavaj, og hans Udseende forskønnedes just ikke af en snavset Nathue og af ugegamle, sorte Skæg-Stubbe. Hunden sad ved Siden af Sengen og saa' alvorligt paa sin Herre; nu og da, naar der lød Støj enten nede paa Gaden eller et Steds i Huset, spidsede den Øren og knurrede saa smaat. Henne ved Vinduet endelig sad Nancy og lappede Indbrudstyvens gamle Vest. Ogsaa hun var bleg og saa udaset af Nattevaagen og Afsavn, at hun knap var til at kende igen, det skulde da være paa Stemmen.
»Klokken er kun lidt over 7«, sagde hun. »Hvordan har du det i Aften, Bill?«
»Saa slap som Spildevand!« brummede han og føjede en af sine vanlige Eder til. »Kom herhen og giv mig en Haandsrækning, saa jeg kan slippe op af det Hundehul af en Seng!«
Sygdommen havde ikke blidnet Bill Sikes' Sind. Medens Nancy hjalp ham og ledte ham hen til en Stol, bandede han hendes Klodsethed og knubsede hende.
»Hold op med det Flæberi!« brummede han saa; »kan du ikke andet end hyle, saa maa Du hellere kradse af! Forstaar Du?«
»Ja! ja!« svarede hun og vendte Ansigtet bort og tvang sig til at smile. Straks efter lagde hun Haanden paa hans Skulder og sagde: »I Aften vil du vel ikke være slem imod mig, Bill, vel?«
»Saa?!« brummede han, »hvorfor ikke det?«
»Saa mange, mange Nætter«, svarede hun, med en kvindelig Ømhed, der endog blødgjorde hendes Røst, »har jeg siddet taalmodig og passet dig, som om du kunde have været et lille Barn, og i Aften ser jeg dig for første Gang, som du plejer at være. Ikke sandt, hvis du havde tænkt paa dèt, Bill, saa vilde du ikke have behandlet mig, som du gjorde lige nu? Sig, at du ikke vilde have gjort det!«
»Naa! — nej! det vilde jeg vel ikke!« brummede han. »Men hvad Satan i Helvede flæber Tøsen nu for?! Lad mig være fri for de Abekattestreger, Du! Tag og rejs dig, og kom ikke her og plag mig med dit Fruentimmervrøvl.«
Til enhver anden Tid vilde denne Opfordring og den barske Tone, hvori den blev fremsat, utvivlsomt have gjort den tilsigtede Virkning. Men Nancy var virkelig fuldstændig udmattet; hun lod Hovedet synke
