191
OLIVER TWIST
gemmer de Smaating, som Drengene kommer med, min Ven. Mine Penge lukker jeg aldrig af for, hæ, hæ, hæ, for jeg har ingen, du!… Pyh, det er en snavs Haandtering. Nancy, den kaster ingenting af sig! Men det morer mig at se unge Mennesker om mig, og saa bærer jeg Omkostningerne, alle Omkostningerne, du!… Tys!« afbrød han pludselig sig selv og stak hurtigt Nøglen ind paa Brystet, »hvad var dèt? Sid stille!«
Nancy sad henne ved Bordet, med Armene overkors, og lod til at være fuldstændig ligegyldig ved, enten nogen gik eller nogen kom, — indtil hun hørte en Mandsstemme mumle noget ude paa Trappen. I samme Nu rev hun som et Lyn Hat og Sjavl af sig og kastede dem ind under Bordet. Og da Jøden straks efter vendte sig om imod hende, klagede hun i en paafaldende mat Tone over, at der var saa frygtelig hedt…
»Hm«, mumlede Jøden, ligesom lidt ærgerlig over, at han blev forstyrret, »det er den Mand, jeg ventede, — han kommer ned ad Trappen nu. Ikke et Ord om Pengene, Nancy, saa længe han er her! Han bliver ikke længe, bare en halv Snes Minuter, min Ven.«
Han havde tyssende lagt sin runkne Pegefinger paa Munden og tog nu Lyset og gik hen mod Døren. Men i samme Øjeblik, som han naaede derhen, traadte den fremmede rask ind.
Det var Monks. Han ligesom veg tilbage, da han saa', at der var andre i Stuen.
»Bare én af mine unge Venner!« forklarede Jøden. »Du kan gerne blive, Nancy.«
Nancy rykkede lidt tættere ind til Bordet, saa' ligegyldigt op paa Monks, og tog saa Øjnene til sig. Men da Monks straks efter vendte sig om mod Jøden, stjal hun sig til at se op igen, og denne Gang var Blikket saa spejdende og fjendsk, at man gerne kunde tro, hun pludselig var blevet et helt andet Menneske.
»Noget nyt?« spurgte imidlertid Jøden.
»Vigtigt nyt.«
»Og — ogsaa — godt nyt?« sagde Jøden i en Tone, som om han var bange for at tirre Monks ved at lade altfor forhaabningsfuld.
»Ikke saa galt!« svarede Monks og lo. »Denne Gang i alt Fald fik jeg da gjort noget. Lad mig tale et Par Ord med Dem!«
Nancy rykkede endnu tættere ind mod Bordet, men tilbød ikke at gaa, skønt hun godt mærkede, at Monks saa' hen paa hende. Og Jøden var maaske bange for, at hun skulde give sig til at snakke op om Pengene, hvis han jog hende ud. Altsaa pegede han op mod Loftet, og gik saa foran ud af Stuen.
»Men ikke op i det Helvedes Hul, hvor vi sad sidst!« hørte Nancy Monks sige, medens de gik op ad Trappen. Jøden lo og svarede noget, som hun ikke kunde høre, hvad var. Efter Trappetrinenes Knirken at dømme gik de dog op paa anden Sal.
Endnu før Genlyden af deres Trin var døet hen, skød Pigebarnet forsigtigt Skoene af sig, slog Kjolen op over Hovedet, svøbte Armene ind i den, og stod saa lidt ved Døren og holdt Vejret og lyttede spændt. Da
