211
OLIVER TWIST
»siden Tøsen er saa flink, saa vilde jeg selv jo helst have lidt lettere Arbejde og som ikke saadan er overdrevent farligt, forstaar De.«
»Hm!« mumlede Fagin og satte et eftertænksomt Ansigt op. »Ja, hvad skal vi saa sige —? Hvalpe-Faget maaske? De forstaar: smaa Børn, der er blevet sendt et Ærinde af deres Moder med en 25 Øre eller en Krone i Haanden, — de gaar altid med den i Haanden. Saa puffer man Barnet om og tager Pengene og gaar ganske roligt sin Vej, som om der ikke var sket andet, end at Barnet var drattet i Rendestenen, hæ, hæ, hæ!« Og Fagin puffede Noah gemytligt i Siden.
»Ha ha ha!« braldrede Noah op og sparkede henrykt med Benene i Gulvet. »Den er jeg med paa!… Hvad Tid i Morgen skal jeg saa møde hos Deres Ven?« tilføjede han, idet Charlotte traadte ind igen.
»Skal vi sige Klokken 10?… Og Deres Navn?«
»Bolter, — Hr. Morris Bolter,« erklærede Noah, som var forberedt paa saadant et Spørgsmaal. »Hun dèr er Fru Bolter.«
»Anbefaler mig til Fru Bolters Velvilje!« sagde Fagin og bukkede overdreven højtideligt. »Haaber snart at stifte nærmere Bekendtskab.«
»Hører Du ikke, Charlotte?« buldrede Noah.
»Jo, søde Noah,« sagde Fru Bolter og rakte Haanden frem.
Hr. Morris Bolter, forhen Claypole, forklarede for Fagin: »Ja det er nu saadan et Slags Kælenavn, hun har til mig.«
»Aa jeg forstaar fuldkommen!« sagde Fagin og talte for en Gangs Skyld sandt. »En god rolig Nat, mine Ærede!«
42.
Rævetampen kommer i Forlegenhed.
»Naa, saa det er Dem selv, der er Deres Ven?« spurgte Hr. Claypole, ogsaa kaldet Bolter, da han næste Dag indfandt sig hos Jøden. »Ja, jeg tænkte mig det nok.«
»Enhver af os er sin egen Ven, Kære,« svarede Fagin med sit sledskeste Grin. »Man er selv altid Numer Et.«
»Ha, ha, ha!« indrømmede Noah, »ja immer væk Numer Et!»
»Det vil sige,« fortsatte Fagin, som fandt det fornødent at udvikle Sætningen nærmere, »et lille Samfund som vort bliver jo et Slags Numer Ét for os alle. Vi er saadan afhængige af hverandre, at De ikke kan betragte Dem selv som Numer Ét, uden at De ogsaa maa betragte de andre unge Mennesker og mig — jeg siger: og mig — som Numer Ét!«
»Nej hør,« indskød Hr. Bolter, hos hvem Egenkærligheden var overordenlig stærkt udviklet, »De er en rar Mand, og jeg kan godt lide Dem: men saa hedt er Venskabet mellem os da heller ikke, at…«
Jøden strakte afværgende Hænderne ud og trak paa Skuldrene. »Tænk Dem om, tænk Dem om!« sagde han. »De har gjort noget, som var meget net, og dèt sætter jeg Pris paa Dem for; men det var nu
