23
OLIVER TWIST
Oliver, at han skulde tørre sine Øjne og være en god Dreng, og tog ham ved Haanden og gik videre med ham.
Bedemanden havde lige faaet sat Skodderne for sin Butik og var nu — ved Skæret af et meget passende sørgeligt Lys — i Færd med at skrive noget op i sin Regnskabsbog, da Hr. Bumble traadte ind.
»Ah!« sagde Bedemanden og stansede midt i et Ord og saa' op fra Bogen, »er det Dem, Hr. Bumble?«
»Akkurat skam!« forsikrede Opsynsmanden. »Her er jeg med Drengen.« — Og Oliver bukkede.
»Naa, saa det er Drengen, er det?« sagde Bedemanden og holdt Lyset op over sit Hoved for at kunne mønstre Oliver fra Top til Taa. — »Aah, lille Kone! kunde du ikke komme et Øjeblik ind, min Ven?«
Fra et lille Kammer bag ved Butiken kom Madam Sowerberry i Skikkelse af et lille, magert, vindtørt Fruentimmer med Eddikebrygger-Ansigt.
»Det er den Dreng, jeg snakkede til dig om, min Ven!« sagde Bedemanden ydmygt, »ham fra Fattighuset.« — Og Oliver bukkede igen.
»Ih du Fredsens,« sagde Madamen, »som han er lille!«
»Ja, ganske vist, noget lille er han!« indrømmede Hr. Bumble og saa' paa Oliver med en Mine, som om det var hans Skyld, at han ikke var større. »Men De skal se, Madam Sowerberry, han vokser nok til!«
»Ja af vor Mad og Drikke!« svarede Madamen spidst. »Jeg har aldrig kunnet begribe, at der skulde være noget ved Fattighus-Unger, de koster En jo meget mer, end man kan tjene paa dem. Men Gud bevares, Mandfolk skal jo vide alting bedst! — — Naa ja skrub saa ned, din lille Benrad!« tilføjede hun og aabnede en Dør og skubbede Oliver ad en Trappe ned i et lille skummelt og klamt Rum, der dannede en Slags Forstue til Kul-Kælderen og benævnedes »Køkken«. Dernede sad en griset Tjenestetøs med Slæber og hullede blaa Uldstrømper paa Fødderne.
»Charlotte!« sagde Madamen, »tag og giv Drengen her noget af det, der blev sat af til Hektor: naar den ikke har villet æde fra i Morges, saa maa den lade være. Han her er vist ikke saa kræsen af sig, — er du vel, Dreng?«
Oliver, hvis Øjne havde lyst ved blot at høre Tale om Mad, svarede Nej, hvorefter der blev sat frem for ham et Fad med alskens Brokker paa. — Jeg vilde ønske at visse velnærede Vismænd, i hvem Mad og Drikke er blevet til Galde, kunde have set Oliver Twist sluge de Lækkerbiskener, som Hunden havde forsmaaet. Der er kun ét, jeg endnu hellere vilde, og det var: at se disse Vismænd selv holde Magen til Maaltid og med Magen til Velbehag.
«Naa?« spurgte Madamen, som i stum Rædsel og med frygtelige Anelser om den kommende Tids Appetit havde set Oliver fortære sin Aftensmad, »er du saa færdig?«
Saasom intet spiseligt var tilbage, svarede Oliver Ja.
»Kom saa!« sagde Madamen og tog en snavset Praas af en Lampe og gik foran op ad Trappen. »Du skal ligge deroppe under Butiks-
