248
CHARLES DICKENS
tid tabte jeg Pigen af Syne og saa' hende først igen for nogle Maaneder siden.«
»Ser De hende nu?« spurgte Hr. Brownlow.
»De staar jo og holder hende i Haanden!« brummede Monks.
Frk. Rosa var ved at besvime. Men Fru Maylie havde hende allerede i sine Arme: »Min velsignede Pige!« sagde hun, »du er og bliver mit dyrebare Barn!… Saa! tag dig nu sammen! Ser du ikke, at her staar en lille Dreng og længes efter at lægge Armene om Halsen paa sin stakkels Moders eneste Søster?«
Lad de Taarer, som blev grædt, og de afbrudte Ord, som blev vekslede under et langt Favntag, være uomtalte! En Fader, en Moder, en Søster var i et og samme Nu blevet vundne og mistede. Glæde og Sorg var blandede i ét Bæger; men Sorgen steg som formildet op af blide og ømme Erindringer.
Længe var de ene. Saa blev der banket sagte paa Døren, Oliver lukkede op og smuttede ud, Harry Maylie traadte ind.
»Jeg véd alt,« sagde han og satte sig ved Siden af Rosa, »jeg fik det at vide allerede i Gaar!.... Husker du, Rosa, at du i sin Tid gav mig Lov til at komme igen og spørge, om du ikke havde forandret Beslutning?«
