251
OLIVER TWIST
en Marmorstatue, der rørte sig ikke en Muskel i hans Ansigt. Endnu stadig var hans Hoved strakt fremad, og hans Øjne stirrede, — da Slutteren lagde Haanden paa hans Arm og betydede, at han skulde følge med. Han gloede et Øjeblik dumt paa ham, og lystrede saa.
Han blev ført gennem en Gang, hvor der til den ene Side var et Gitter, som vendte ud mod Gaarden. Derudenfor var der en Del Mennesker, som, da de fik Øje paa ham, skreg op og skældte og hujede. Han truede ad dem med knyttet Næve og vilde helst have spyttet paa dem; men Betjenten trak af med ham, ind i Fængslet. Her blev han undersøgt, for at han ikke skulde have noget Middel til selv at gøre Ende paa sit Liv. Saa førte man ham ind i en af de Dødsdømtes Celler, og lod ham være — ene.
Han satte sig paa den Stenbænk lige overfor Døren, som var baade Bænk og Seng, stirrede med sine blodunderløbne Øjne ned i Gulvet, søgte at samle sine Tanker. En og anden Stump af Dommerens Tale dukkede op for ham, uagtet han, medens Dommeren talte, ikke syntes, han havde hørt et eneste Ord. Lidt efter lidt kom mere til, tilsidst stod hele Dommen for ham, som om den var prentet. Hænges op ved Halsen, til han var død, — dèt havde været de sidste Ord. Hænges op ved Halsen, til han var død!
Det mørknedes, — blev helt mørkt, — og han kom til at tænke paa alle dem, han havde kendt og som var død i Galgen, — nogle af dem efter hans Anstiftelse. En Del af dem havde han sét dø: hvor hurtigt de dog var blevet forvandlet fra stærke, kraftige Folk til en dinglende Bunke Klæder! Mange af dem havde maaske siddet i denne selvsamme Celle paa denne selvsamme Bænk… Hvor det dog var blevet mørkt, — hvorfor fik han ikke Lys?… Cellen havde været til i lang Tid, Hundreder af Mennesker maatte have siddet her i deres sidste Øjeblikke: Rummet var ligesom fyldt af Døde! — — Lys! Lys!.... Og han hamrede Hænderne til Blods mod Døren, indtil endelig to Mænd kom ind. Den ene havde et Lys med, som han anbragte i en Jern-Ring paa Væggen, den anden havde en Madrats, som han selv skulde ligge paa. Thi fra nu af maatte Fangen ikke længer lades ene.
Og saa kom Natten, den sorte, tavse, skrækkelige Nat. Andre Levende frydes, naar de hører Kirkeuhret slaa, thi Slagene varsler dem Liv og Dagens Komme. Men for Jøden havde Klokke-Kneblens Slag kun én Lyd: Død! Og hvad hjalp ham den lystigt travle Morgenstunds Larm, som trængte ind endog her? den var bare Lig-Klokkeklang af en anden Art, Spot føjet til Paamindelse!
Dagen gik, — skønt! det var jo ingen Dag: knap kommen, før atter forsvunden! — og atter blev det Nat: lang i sin skrækkelige Stilhed, kort ved Timernes ilsomme Gang! Snart raste han og skældte og bandede Gud, snart hylte han og rev Haaret af sit Hoved. Ærværdige Mænd af hans egen Trosbekendelse kom og vilde bede med ham; men han drev dem paa Døren med Forbandelser.... Og saadan blev det Lørdag Aften, og han havde kun én Nat foruden denne at leve i. Medens han grundede derpaa, dæmrede det alt ad Dag: — Søndag!
