31
OLIVER TWIST
sammen« Og han gjorde sig fri fra hende og skyndte sig ud, fulgt i Hælene af Oliver.
Næste Dag (Familien var imidlertid blevet hjulpet med et halvt Brød og en Humpel Ost, overbragt af Hr. Bumble i egen Person) vendte Oliver og hans Husbond tilbage til det usle Hul. Hr. Bumble var allerede kommet, sammen med fire Fattiglemmer, der skulde bære Liget. Et Par gamle sorte Sørgekapper blev kastet om den gamle Kærlings og Mandens Pjalter, Kisten blev skruet til, Ligbærerne løftede den op og bar den ned paa Gaden.
»Sæt saa det bedste Ben foran, Mutter,« sagde Bedemanden ind i Øret paa den gamle Kærling. »Vi er sent paa Færde og tør ikke lade Præsten vente… Rap jer, Folkens!«
Ligbærerne skridtede ud med deres lette Byrde, og »Følget« holdt sig saa tæt bag efter som muligt. Foran gik de Herrer Sowerberry og Bumble med lange Skridt; Oliver, hvis Ben var mere stumpede end hans Mesters, løb ved Siden af.
De havde dog ikke behøvet at skynde sig saa stærkt. Thi da de naaede hen til det Nælde-overgroede Hjørne af Kirkegaarden, hvor Fattig-Ligene blev begravet, var Præsten endnu ikke kommet, og Degnen, som sad inde i Sakristiet ved Kakkelovnen, formente, at det kunde gerne vare en Time endnu, før han kom. Altsaa satte man Kisten ude ved Graven, hvor Sørgeparret blev staaende og ventede taalmodigt mellem vaade Ler-Brokker og i en iskold Støvregn, medens Gadedrengene, som Begravelsen havde lokket til, morede sig med at lege Tagfat mellem Ligstenene eller (til en Afveksling) med at hoppe forlænds og baglænds over Kisten. De Herrer Sowerberry og Bumble, der var private Venner af Degnen, sad inde hos ham ved Kakkelovnen og læste Avis.
Endelig, en Times Tid efter, fo'r Degnen, Hr. Bumble og Hr. Sowerberry skyndsomst ud til Graven, og straks efter viste Præsten sig; han gik og trak sin Præstekjole helt paa. Hr. Bumble gav for en Ordens Skyld et Par af Drengene nogle Knubs, Hs. Velærværdighed fremmumlede saa meget af Begravelses-Formularen, som lod sig sige paa fire Minuter. Og derpaa gav Hs. Velærværdighed Degnen sin Præstekjole og skyndte sig af Sted igen.
»Ja, Bill,« sagde Bedemanden til Graverkarlen, »kast saa bare til!«
Det gik i en Fart, for Graven var kun et Par Fod dyb. Graverkarlen skovlede Jorden ned, stampede den løseligt til med Fødderne, kastede saa Spaden over Skulderen og gik sin Vej, fulgt af Gadedrengene, der brummede temmelig stærkt over, at der ikke havde været mere Sjov.
»De maa gaa nu, min Ven,« sagde Hr. Bumble og pikkede den afdødes Mand paa Skulderen. »Kirkegaarden skal lukkes.«
Manden havde ikke rørt sig af Pletten fra det Øjeblik, han var kommet. Det gav et Sæt i ham, han saa' op, stirrede paa Hr. Bumble, vaklede saa et Par Skridt af Sted, og faldt besvimet om. Den fjantede gamle Kærling var for optagen af at græde over Tabet af Sørgekappen (som Bedemanden havde taget af hende), til at hun skulde lægge Mærke dertil. Altsaa hældte de andre Manden en Kande koldt Vand over
