personlig Hylding; thi at Kongerne kaldes med den dem tilkommende Titel, Norges Konger, kan da vistnok Ingen falde paa at anföre som Underkastelses-Tegn under deres Rige Norge. Stedet i Annalerne er i det Hele kjendelig taget efter det först anförte Sted af Sturlas Hákonarsaga, der er redigeret i Annal-Form.
For at vise flere saavel ældre som nyere Forfatteres Opfattelse af dette Forhold kunne anföres mange Steder, hvor det overalt tales om at Island har underkastet sig eller hyldet "Kongen", eller "Kong Hakon og Magnus" o. s. v., men ingensteds at Landet har underkastet sig Norge; her skulle kun enkelte anföres: Sturlunga Saga omtaler disse Begivenheder udförlig paa mange Steder, men stedse saaledes at kun "Kongen" nævnes. — I Saga om Biskop Gudmund (forfattet i 14. Aarhundrede) hedder det: "Med Sturlas Raad og Bistand skrev Kongen den förste Lovbog for Island, efter at Landet havde underkastet sig den kongelige Myndighed"[1]. — Conferentsraad Sveinbjörnsson siger i Indledningen til "Járnsíða" (ed. A. Magn. p. V.) at Islænderne ere komne i Forbindelse med Norge "non vi victi, sed qua socii,... sartis tectisque propriis legibus et privilegiis". — Dahlman Gesch. v. Dännem. II., 292 omtaler Forenings-Akten som en "Capitulation, welche den Isländern ihre volle Autonomie läszt." — Professor P. A. Munch i Christiania udtaler det som Faktum, at Island er blevet forenet med Norge "uden at danne nogen egentlig Provinds deraf, eller i administrativ Henseende at kunne regnes dertil"[2].
Den ærede Forfatter bemærker, at Kongen kunde frit raade over de Skatter han fik af Island, til Norges Bedste
