Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
53

Efter at denne Hylding var lykkelig gjennemfört i Norge blev der först tænkt paa Island, og sandsynligviis Faeröerne med det samme. Den 24. Marts 1662[1] udgik et Brev til Indbyggerne paa Island og Vestmannöerne, at lade Deputerede af geistlig og verdslig Stand, samt af Almuen i et bestemt Antal, möde paa det næstkommende Althing, for at aflægge "Arvehyldingseden" til Henrik Bjelke.

Man valgte derefter de Deputerede til Edsaflæggelsen, og saavel disse som de befalede Embedsmænd af geistlig og verdslig Stand mödte paa Althinget til den i det kongelige Brev bestemte Tid, men da Bjelke ikke var ankommen, og ikke heller kom medens den lovbestemte Althingstid varede, besluttede de at vende hjem igjen, og tilförte i den Anledning Althingsbogen en Erklæring, som, da den kaster et saa tydeligt Lys paa Islændernes, navnlig Embedsmændenes og alle de Deputeredes, Opfattelse af denne Hyldings Betydning for Island, og det Hverv hvortil de vare valgte, anföres her ordret efter Althingsbogen 1662.

"Om Arvehyldingseden. Laugmænd, Sysselmænd og Laugrettesmænd, tilligemed de valgte Bönder, vare samlede paa Öxaraa-Thing, for at fuldbyrde kongel. Majts Bud og Befalinger om Arvehyldingseed, efter Hans Majts Brev; men vor elskelige Lensherre har Forfald, saa at han er ikke ankommen, og derfor udsættes Sagen for denne Gang. Men den kongelige Arveorden i Vor Lovbog viser os hvem der skal være Norges Konge efter hver Konges Afgang, nemlig at hans Sön, hver den ældste, ægtebaaren, naar en saadan findes, skal være Konge, under hvilke Love vi i Forveien ere edsvorne. Derfor bede Vi ærbödigen vor naadigste Herre og Konge at ville have os undskyldte for denne Gang"[2].


  1. Lovs. for. Isl. I, 262.
  2. "Um arfhyllingareiðinn. Voru lögmenn, sýslumenn og lögrèttumenn með tilnefndum bændum saman komnir á Öxarárþingi, til að fullkomna kgl. Majts bod og befalníngar um arfshyllíngareið, eptir Hans Majts brèfs hljóðan; en vor elskulegi lènsherra er forfallaður, svo hann er ei kominn, því dregst þette unden að þessu sinni. En konúngserfðir í lögbók vorri visa oss hver Noregs konúngur skal vera eptir konúngs fráfall, sem er hans sonur hinn elzti einn skilgetinn, þá hann er, skal konúngur vera, undir hver lög vèr erum áður svarnir. Því biðjum vèr vorn náðugasta herra og konúng auðmjüklega oss afsakaða hafa i þetta sinn". Alþ. bók 1662, Nr. 6.