Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

58

giver Ligeløb og Aabenhed. Lyset fra Butiksvinduerne skinnede hyggeligt ud paa Sneen. Jeg følte mig vel til Mode. Pludselig gik det op for mig, at der jo egentlig kun manglede et Par Hjorte og en Jæger i, at det hele var som paa Billedet i Gaar. Det var da pudsigt! Thi nu stod det ganske anderledes. Nu var der ingen Ting, der stødte, ingen Ting, der ærgrede. Men ganske vist — der var heller ingen Ting, der vilde noget; det kom ganske lige imod mig (Ligeløb). I Gaar var der udpræget Tilbagevending (Reproduktion). For Resten forekom det mig, at jeg i dette Øjeblik vilde have kunnet se paa det omtalte Billede uden mindste Ubehag. Jeg kunde i hvert Fald tænke derpaa uden Ubehag. Nu var Stemningen engang bleven aaben i den Retning, Man skal komme aaben til saadan noget. Derfor er det vel at unge Mennesker, i hvem Sindet er aabent, kunne føle sig tiltalte ved æstetiske Paavirkninger, for hvilke vi andre føle Kedsomhed, ja Vammelhed.


56. Lignende Forhold har jeg truffet paa Maleriudstillinger. Som Ung kom jeg meget paa den Kgl. Malerisamling paa Christiansborg, hentede der mange af mine bedste Indtryk. Det var tilfældigt, jeg fandt derop, og de første Stemninger deroppe havde Tilfældighedens hele Friskhed og Kraft. Siden skadede det noget, at man vidste, at der var Skatte deroppe; men dog var det ikke anderledes, end at man godt kunde styre lige hen paa dette og hint Maleri, som man nu havde erfaret kunde sætte En i Stemning, og virkelig genfinde Stemningen. Ungdommens Friskhed besejrede Kredsgangens hæmmende Indflydelse og udvirkede, at alting alligevel endte i Ligeløb. Saa kom der en Tid, hvor Besøgene bleve sjældnere. Slid og Slæb trykkede den aandelige Vækst ned. Det var, som om man ikke kunde tillade sig slig aandelig Luksus mere, som om det ikke rigtig var Alvor at tænke paa sligt. Kom man saa en enkelt Gang derop, kunde hin Ungdomskraft ikke bryde igennem mere. Man huskede godt nok de gamle stemninger, man styrede endnu lige hen imod de gamle Billeder; men man kan huske saa længe paa en Erindring, at den bliver ufrisk. Der havde lagt sig en Forgemthedens Aand over de gamle Venner deroppe, som man ikke formaaede at bryde. Billederne vare ikke levende mere. Det var altid, som om man levede tilbage gennem hine gamle Tider paa ufuldkommen Maade, som om Øjeblikket ikke havde noget selvgyldigt Liv, men tilhørte Sliddet der-