Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
70

han bryder med. Jeg er langtfra at være grusom, saalidet som jeg er grusom, naar jeg sidder rolig i Inqvisitionens Tjeneste, og maner alle Rædsler frem, for at strække tilbage indenfor Ret og Retfærdigheds fredelige Hegn. Det er muligt, at Den, der har bøiet Lykkens Green ned til Jorden i Forelskelsen, at han kan hugge den over, og selv slynges ved dens Kraft hen i Dødens Marter, som den Ulykkelige, hvem denne Livsstraf overgaaer, lidende endnu mere, fordi han sønderrev den Elskede tillige; det er muligt, naar han feiler tryg med sin Lykke, at stige ned, og bore et Hul i Skibet, og bringe sig selv og Een til i Havsnød; det er muligt, han kan gjøre det, hvis han virkelig er forelsket; og er han det ikke, da er det umuligt, at han kan være Undtagelsen, dersom der er nogen saadan...

... See, nu gik hun netop min Dør forbi, jeg forstaaer det, hun venter mig, men hun vil ikke gaae ind, for ei at forstyrre. Blot et Øieblik, blot et Øieblik, min Sjæl er saa rig, jeg er saa veltalende i dette Øieblik, jeg vil skrive det ned paa Papiret, en Lovtale over Dig, min elskelige Viv, og saa overbeviser jeg hele Verden om Ægteskabets Gyldighed. Og dog tidsnok imorgen, iovermorgen, mit Valg er gjort, jeg følger Vinket og Indbydelsen...