132
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
om Kamas, brændt til Aske ved Sivas' Blik (s. Anm. til V. 56. Som de andre Guder næres ved Brændoffre, saaledes den „Legemløse“ ved de Elskendes fromme Løfter.
V. 59. Hendes Blomsterhøst. En af de indiske Fortolkere bemærker, at det har været navnlig Sakuntala's Bestilling at plukke Blomster og Qviste for Eneboerne til Brug ved Offringer og hellige Handlinger, og saaledes kunde Kongen af de nævnte Tegn slutte, at hun nylig havde været her. Jfr. V. 89, at Sakuntala aldrig har plukket sig en Qvist til egen Pynt.
V. 60. Den legemløse Kamas; s. Anm. til V. 58. I Sanskrit er her samme Ordspil med Legem.
V. 63. Mádhavi (Gaertnera racemosa, afb. hos Roxb. 18) er en yppig, klattrende Busk. Dens Blade, der sidde symmetrisk, to og to modsatte, ligne langagtige Kirsebærblade. Grenene løbe udi en aflang Klase vellugtende Blomster, frit formede: med fem hvide, mod Bullen tilbagekrængede Kronblade, af hvilke det største, der i Midten har en guul Aftegning, næsten bedækker de andre; alle ere bølgede og fryndsede langs med Kanten; ti fiintbøiede Støvdragere stritte frem, den yderste dobbelt saa lang som de andre. Om denne Mádhavi-Ranke siger William Jones, at dens Blomsters Skjønhed og Vellugt give den Adkomst til alle Kalidásas' og de andre Digteres Lovtaler: „det er en kjæmpestor, yppig Slyngplante; har den ikke Noget at klynge sig til, faaer den Udseende af et tæt, busket Træ, hvis yderste Grene endnu i Luften udfolde deres naturlige Bøielighed og Lyst til at klattre.“
V. 65. De indfødte Fortolkere bemærke, at der i Indien hele Aaret ikke er lumrere Dage, end ved Overgangen fra den hede Tid (Mai, Juni) til Regntiden (Juli, August), naar det trækker op med de Skyer, der selv, som Regn, skulle afkjøle Luften.
S. 36. Sésam-Vand. Ved Offerfester for Afdøde, for at sikkre dem Bolig i Ahnernes, de salige Aanders, Verden (jfr. V. 157), udgjød man Vand, blandet med det olierige Frø af Sésamtræet (Sesamum Indicum). Et saadant Offer blev frembaaret af de nærmeste Slægtninge kort efter Døden og siden i Forbindelse med de aarlige Dødningoffre.
S. 36. Flod er i Sanskrit Hunkjøn, Hav Hankjøn. — Mangotræet; s. Anm. til S. 11. — Mádhavi-Ranke; s. Anm. til V. 63.
S. 37. Vísákha. Ligesom Solens Bane betegnes ved de 12 Himmeltegn, eet for hver Maaned, betegnede Inderne ogsaa Maanens Bane ved 27 (eller 28) Stjernebilleder, eet for hver Dag i dens Omløb; efter Gudelæren vare de alle Demiurgen Dákshas' Døttre og Maanens Hustruer. Det 16de i Rækken er Visákha, bestaaende af to Stjerner (jfr. Urv. I, S. 8), af hvilke den ene angives at være den klare Stjerne α i Vægten; Visákha er derfor i Sanskrit Dualis og Hunkjøn. Istedenfor Maanen, der er mandlig, nævnes her Maane-Nyet, et Hunkjønsord, forat Sakuntala (som Damajánti i Nal XIII, 44) kan sammenlignes med dette, ligesom de to Veninder, der bifalde hendes Kjærlighed, sammenlignes med Stjerneparret, der har optaget Maanen. — Da ved Sammenligninger altid Kjøn og Tal nøie iagttages (s. f. Ex. V. 193), gaaer det ikke
