Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

95

har hun fornærmet Dem, er det af lutter Ungdoms Ubesindighed ... Er De vred paa hende?

— Jeg? Hvor kan det unge Barn fornærme mig?

— Nej, nej, nej. Det mener jeg med. Men De skal erklære for mig, før De slipper levende ud af dette Kontor, at min Søennedatter er en sød Pige.

— Hun er en Seraf i Kerubernes Kor.

— Naa, ja, gamle Rad! De er en sej Ironiker. Men ved et Glas bryder Hjerteflammen ud. Skaal!

Kancelliraaden fulgte Kaptejnen ud gjennem Apotheket. Derfra var Døren aaben ud til Gaden.

— Aa, Aftenen endte jo rart, mumlede Apothekeren. Mandfolk ser mere storartet paa Tingene end Fruentimmer.

Pludselig faldt det ham ind, at der endnu var noget Kjedeligt, noget Ubehageligt tilbage for ham, før han kunde nyde den ærlige Arbejders Hvile.

— Vismann skal afrøfles! Jeg gjør det nødig, men det er min Pligt. Min Pligt! raabte han højt med Stridstrompetens Myndighed.




IX.

Kancelliraad Pramman følte i sig det Mod, som ofte kommer op efter gode Drikkevarer, paa