100
og mærkede Natskjorten om sine Knæ. Forfjamskelsen gik over til fuldstændig Forvirring, da han saâ sine Benklæder hænge ridende paa den ene Sofapølse med Selerne slæbende hen ad Sædet.
— Det er underlig Dragt, De sidder i, naar De har Vagt, sagde Kancelliraaden, bidende sig i Læberne for ikke at le.
— Det er saa varmt … men …
— Træk Benklæderne paa, Vismann . . og stop den . . det Kropstykke ned …
— Ja … jeg …. om Forladelse!
— Saa en Frakke paa! … Saadan! Hm., Vismann! Hvad er det for et stort Værk, De læser i? Hvad Fa … hvad? Læser De Søren Kierkegaard? Kan De forstaa et eneste Ord af ham?
— Jo … o … med meget Arbejde …
— Det er urimeligt, at De anstrænger Dem med den Slags Læsning. Det røver Kræfterne fra Deres egentlige Arbejde . . det forstaar sig, jeg, jeg specielt sætter megen Pris paa, at Folk uddanner sig ved Lekture i vor fortrinlige Literatur, men … Søren Kierkegaard! . . Hvad, og der ligger en Bog om ham . . af …. naa! Men er De fra Forstanden, Menneske? Den Forfatter vil jeg ikke se i mit Hus … Ja, jeg dømmer ikke den nye Retning, men ….
— Men? … sagde Farmacevten uden For-
