125
hvor fortvivlet han var; men han havde et Slags Haab om, at han kunde leve et Liv med sin Fortvivlelse, naar han og den vare alene, naar han laa i Græsset under de purrede unge Ege, de bredbladede Elme, de viftende Akacier og de to gamle Asketræer.
Men det fik Vismann ikke Lov til. Strax paa den anden Side de to Bomme, der dannede Indgangen til Præstekrattet, hørte han først en nynnende Sang og opdagede strax efter en lille, gammel Dame komme langsomt gaaende, med hvide Krøller under en tarvelig «Helgolænder», i Bomulds Morgenkjole med «Thehandsker» paa de smaa rynkede Hænder. Hendes Smaanynnen standsede, da hun blev ham vâr, som han stod stille mellem Bommene, tvivlsom, om han skulde vende tilbage eller gaa videre.
Det var en kjøn gammel Dame. De lyseblaa Øjne saâ paa ham, saa ærlig, saa uforbeholdent, som om der bag ved dem ikke var Noget, der behøvede at fordølges, saa underlig venlig, som om det aldrig kunde falde deres Ejerinde ind at tro Andet end det Allerbedste om den Første den Bedste, hun mødte.
Vismann var nødt til at se paa hende igjen, og trods sin Vanskelighed for i sin daværende Stemning at føle Sympathi med Mennesker følte han sig underlig bevæget. Han opdagede, at hun holdt i den ene Haand en Bog, hvori
