Side:Schandorph Det gamle apothek 1885.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

134

Liv, men det er saamænd kun af disse ideale Grunde. De skulde virkelig se lidt tiere op til ham … men De har vel saa daarlig Tid?

Vismann lo fjollet og sagde:

— Fra i Dag af har jeg netop saa udmærket Tid.

— Det var jo dejligt. Hvis De nu vil følge med, saa vil han være oppe, naar vi kommer hjem … Ja … det er sandt. Det var maaske bedre, De ventede et Par Timers Tid … for …

— For? sagde Farmacevten.

— Ja, for han er lidt vanskelig om Morgenen.

Vismanns Stemning var slaaet over i en kold, sikker Bevidsthed om hans Styrke. Han fægtede lidt med Armene som for at lade Musklerne spille; hans Haand gjemte sig i hans mægtige Skjægvæxt. Der kom Varme i hans Blod. Han mærkede det rulle i sikre og fulde Bølger gjennem Aarerne. Han sagde:

— Vær De rolig, Frue! Jeg tror, jeg skal faa Liv i Kaptejnen.

— De har maaske nogle … nogle morsomme Historier at fortælle ham. Ja … det er nu ikke Historier for mig, men min Søn har en saadan stor Sans for det Komiske.

— Ja, Frue! Jeg har en meget, meget morsom Historie til ham.

— De skal ret have Tak. Han tænker for